Omkring nytår var skraldeskakten i Stævnen stoppet. Vi troede først at skraldemanden havde glemt at åbne for spjældet lissom sidst. Vi måtte gemme skraldet til mandag den 4. januar, hvor Odense Skraldesug sendte deres specialkonsulent i aktion på stedet.
Han og en hjælper brugte 1,5 arbejdstime på at finde fejlen og rydde op.
Fejlen var en zinkbalje med et juletræ og en stor pose med julepapir. Skraldemanden var hidsig og lovede en regning på udført arbejde.
Efterfølgende appellerede bestyrelsen med et brev til alle beboere til at bruge skraldesystemet efter anvisningerne, og forklarede hændelsesforløbet og den truende regning på flere tusind kroner til fælleskassen. Der blev samtidig signaleret, at regningen ville blive videresendt til ‘rette vedkommende’, hvis det var muligt.
Og det blev muligt fordi ‘synderen’ har meldt sig og vedkendt sit ansvar for at betale regningen på 1.593,75 kr.
Det var jo en lykkelig udgang på den historie. Men det er både billigere og uden al besværet og ulemper for naboerne, hvis man bruger skraldesystemet til det det er beregnet til og kan klare. Læs vejledningerne og følg dem.
Jørgen, Stævnen, 4.4