Sikkerhedsforanstaltninger indbrud/tyveri

Kære beboere

I har alle modtaget nedennævnte skrivelse i Jeres postkasse idag.
Jeg skal for en god ordens skyld oplyse, at Sjælsø Gruppen som repræsenterer 21 lejligheder/lejere har sagt god for handlingsplanen.


Til ejerne i Stævnen og Broen

Vi har igennem den senere tid oplevet mange indbrud i vores biler samt en del cykeltyverier. Senest er vores dyre salt blevet stjålet fra et depotrum.
Bestyrelsen mener ikke at vi kan blive ved med at leve med den utryghed og usikkerhed disse indbrud og tyverier har medført. Vi mener derfor at vi skal gøre noget ved denne uholdbare situation og vi har drøftet en del tiltag i den anledning.
Et af tiltagene er at opsætte videokameraer i og omkring P-kælderen. Dette skal selvfølgelig ske indenfor lovens rammer.
Et andet tiltag er at udskifte låse i alle yderdøre således at vi i stedet for en nøgle skal anvende en lille elektronisk brik på ca. 2 cm i diameter der kan hænges på dit eksisterende nøglesæt og som kan åbne alle relevante yderdøre. Årsagen til dette tiltag skal ses i lyset af at der er stjålet nøgler til yderdøre samt fjernbetjening til gitterport fra en personbil. Vi har i forvejen omkodet alle fjernbetjenere så her skal vi ikke gøre yderligere.
Fordelen ved at anvende elektroniske brikker i fremtiden er at hvis en nøgle bortkommer eller stjæles er det en forholdsvis nem og billig sag at udføre en omkodning.
Ovennævnte sikkerhedstiltag er ikke billige. Vi forventer at det vil koste ca. kr. 100.000 i alt. Vi indhenter selvfølgelig tilbud og vælger det tilbud der giver størst sikkerhed, er billigt og samtidig giver lavere fremadrettede udgifter i forbindelse med ”nøgletab”.
Som anført ovenfor vil bestyrelsen meget gerne igangsætte sikkerhedsforanstaltningerne hurtigst muligt. Vi har dog nogle vedtægter som vi skal følge og derfor har bestyrelsen ikke umiddelbar hjemmel til at pålægge ejerne denne ekstraudgift uden at denne ekstra budgetpost er godkendt på en generalforsamling.
Vi vil dog alligevel prøve at igangsætte sikkerhedsforanstaltningerne hvilket indebærer at vores fællesudgifter isoleret set vil blive forøget med kr. 125,- pr. måned i 2011. Det er hensigten at vi medtager udgiften på vores budget for 2011 og forhåbentlig får udgiften efterbevilget på generalforsamlingen i maj måned 2011.
Vi er imidlertid er klar over at hvis der er nogen ejere der anfægter at vi allerede nu vil iværksætte sikkerhedsforanstaltningerne så må vi afvente til generalforsamlingen i 2011.
Hvis der er nogen ejere der er modstander af tiltaget bedes du/I give besked inden den 10. januar 2011
til formanden Lars Baagøe Hansen, Promenadebyen 2, 5 sal. 5000 Odense C mailadresse: labh@live.dk
Hvis alle er enige om at vi må igangsætte projektet vil vi gøre det hurtigst muligt.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for E/F Promenaden


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

5 svar til “Sikkerhedsforanstaltninger indbrud/tyveri”

  1. bvilhelm Avatar
    bvilhelm

    Hej Joan og Karsten
    Helt enig i jeres betragtninger og kan fuldt ud tilslutte mig, at vi skal mane til besindighed.

    Med venlig hilsen

    Børge 3.th.

  2. Karsten Bruun Andersen Avatar
    Karsten Bruun Andersen

    Til naboer og genboer i Stævnen og Broen

    Vi har i parkeringskælderen haft flere indbrud, der tilsyneladende har givet utryghed hos flere og har bevirket tanker om diverse tiltag ved bestyrelsen. Men – og her kommer vores anke – det kan ikke være rigtigt at vi nu skal betragte vores omgivelser og hinanden med den yderste mistro og mistillid.

    Vores svigersøn på 19 år, som har haft bolig og adresse hos os i snart 1 år, stod i dag den 3. Januar kl. ca. 14.00 på vores tomme parkeringsplads ved indgangen til nr. 8 og afventede vores datter i bil, da han indenfor kort tid (uafhængigt af hinanden) blev tiltalt af to herrer fra bebyggelsen, begge meget mistroiske og med ordene: ”Er du tyv?” Og da han benægtede dette, anførte den ene herre: ”Jamen, du ligner ellers en tyv”. Da vores svigersøn forklarede, hvor han boede, fik han beskeden: ”Det kan enhver da komme og sige. Du kan bare have taget elevatoren op og kigget på skiltet”.

    Vi finder det overordentligt hensigtsmæssigt, at vi alle er opmærksomme og agtpågivende. Men – hvis vi skal tænke de 2 herrers bekymringer ”til dørs”, havde det så ikke været mest hensigtsmæssigt, om de havde kontaktet politiet, når de nu tilsyneladende følte sig så sikre i deres antagelse, at de valgte at beskylde en ung mand for tyveri – uden at tale med ham først? Eller, undersøge hans forklaring evt. med et telefonopkald eller andet. Og som minimum efterfølgende, at give ham en undskyldning, når de nu forstod, at de havde taget fejl. Ingen af delene er endnu sket.

    Det er for os meget bekymrende, at man ligefrem begynder at ”overfalde” hinanden med diverse beskyldninger og fordomme – uden at forhøre sig på venlig vis, hvem man nu er eller hvor man kommer fra. Vi er i bebyggelsen for nuværende ca. 150 – 200 mennesker. Vi betvivler, at alle kender alle – så med den anvendte fremgangsmåde, kan der nå at komme mange anklager og en meget dårlig stemning.

    Hvad angår de kommende tiltag, har bestyrelsen barslet med videoovervågning og elektronisk adgangskontrolsystem. Hvad med først at se resultatet af en ordentlig sikring af de mange adgangsveje til P- kælderen? Ligesom Sanne og Henrik har anført den 2. Januar 2011, finder vi også ofte døre, der ikke er forsvarligt lukkede og således ikke sikrede. Ligesom porten ved ind- og udkørsel står åben i meget lang tid.

    Lad os lige trække vejret, inden vi etablerer diverse overvågninger med elektronisk udstyr – der uanset den juridiske lovlighed – efter vores opfattelse er en krænkelse af privatlivets fred.

    Vi har en fælles problematik med tyverier. Os bekendt, har der ikke været tale om overfald eller anden personskade. Der skal naturligvis tages forsvarlig hånd om den reelle problematik. Men det er også vigtigt, at vi ikke går i selvsving og skaber mere frygt og ubehag end nødvendigt.

    Vi vil derfor mane til besindighed og opfordre til, at tonen og adfærden overfor hinanden ændres til det positive.

    Med venlig hilsen
    Joan og Karsten
    Broen 8, 7. th.

  3. Jan & Mai-Britt Sander Bernbom Avatar
    Jan & Mai-Britt Sander Bernbom

    Hej Lars

    Vi tilslutter os Sanne og Henriks indlæg. Vi er også bekymrede over vore “automatiske” døres evne til at lukke og låse HVER gang. Så længe disse ikke fungerer 100% er der tvivlsomme argumenter for at investere yderligere i sikrings løsninger. Vi tilslutter os gerne en kamera løsning, da skiltning omkring dette forhåbentlig kunne have en præventiv effekt.

    Venlig hilsen Mai-Britt & Jan, Broen 6 1. tv

  4. Henrik lakman Avatar
    Henrik lakman

    Hej Lars.

    Godt nytår herfra.

    Syntes det et rigtigt godt initiativ bestyrelsen har taget med hensyn til sikring af vore værdier i både kælder og på de enkelte etager.

    Men vi vil dog stille os meget tvivlende omkring virkningen af nye brik nøgler. Kan lige for en ordens skyld sige at vi har de samme briknøgler på mit job. Os der bor i Broen nr. 6 kan vælge 3 forskellige døre når vi vil ind i bygningen, og det er flere gange hver uge at det ikke er nødvendigt at bruge sin nøgle eller andet for at komme ind. Alle 3 døre lukker ikke ordentligt og har aldrig på noget tidspunkt fungeret efter hensigten, nemlig at holde ubudne gæster ude….

    Dertil har folk for vane at sætte ting i klemme eks. ved flytning for at lette adgangen til bygningerne (eks. hertil aften i Broen nr. 8 kl. 19.00 hvor der ikke var et øje at se nogen steder, men en åben dør).

    Lige nu er der kun 2 bygninger koblet til kælderen, men når om ? antal år er 8 bygninger der skal have adgang til kælderen er det lidt naivt at tro at alle vil sørge for at holde udbudne gæster ude, når vi med kun 2 bygninger ikke har haft den store succes…

    Hvad gør dem som ikke har en plads i kælderen, skal de betale for en nøgle for at sikre dem som har en plads i kælderen…?

    Som sagt syntes vi at det er dejligt at bestyrelsen vil gøre noget, men jeg tror bare at vi smider en masse penge ud til noget som ikke har nogen som helst effekt, og det er vel ikke det der var tanken med det…

    Jeg ved at der er mange eks. firmaer der installere et plastic kamera uden noget indmad, sætter store skildte op (video overvågning), alene det at der er et kamera gør at der er en del af (de slemme) ikke har så meget lyst til at “arbejde” lige der…

    Lige nu er det ikke et spørgsmål om brik eller nøgle, men et spørgsmål om at få lavet de døre så alle ikke bare kan komme vadende lige ind..

    Som sagt er vi imod disse brikker, men syntes bestemt at der skal gøres noget…

    Er det for meget at bede om lidt omtanke m.h.t. hvad folk har liggende i bilerne….

    Venlig Hilsen Sanne & Henrik Broen 6 2th.

  5. Jørn Lynge Avatar
    Jørn Lynge

    For mig lyder det som de elektroniske brikker er løsningen da det også fremtidssikrer systemet.

Discover more from Stævnen, Broen, Sejlet, Soldækket & Mesanen

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading