Referat af bestyrelsesmøde i A/F Broen

Afholdt den 4/11 2013

Deltagere: Kresten Mehl, Anne Grothkær & Jan Sander (referent)

Dagsorden:

1                                        Godkendelse af referat fra sidste møde

Referatet blev godkendt

 

2                                        Opdatering på 5 års gennemgang

5 års gennemgangen er vel gennemført. Det har været en hektisk omgang med assistance fra både bygningsingeniør og advokat.

Her skal lyde en ekstraordinær tak til de medlemmer af alle bestyrelser hele situationen har trukket på i ekstrem grad. Ligesom der er blevet trukket ekstra hårdt på de samme kræfter i forbindelse med stormens ødelæggelser, forsikrings kontakt samt praktik i samme anledning.

Alle krav er nu fremsendt, så nu afventer vi reaktionerne. Lad os håbe på det bedste, både m.h.t. fejl og mangler samt m.h.t. stormskade udbedringer.

 

3                                        Broens tekniske vedligeholdelses plan

Bestyrelsen blev ikke færdige med at behandle dette emne på mødet. Derfor har vi berammet et nyt bestyrelsesmøde allerede den 25/11 for at komme til den rigtige konklusion vedr. dette punkt.

Situationen vedrørende vores bygnings vedligeholdelses tilstand er ikke blevet afklaret siden sidst. Nu har vi haft både stormskader og en 5 års gennemgang med fagfolk ved bygningen. Bestyrelsen  har i denne forbindelse fået bekræftet , at vi får helt forudsigelige økonomiske  udfordringer i den kommende årrække. Bygningen skal gennemgå en overfladebehandling, ligesom vi vil få reparations udgifter både på grundvands pumper, elevatorer mm. Uden at gå i præcise økonomiske detaljer har vi i de første 5 år af bygningens liv ikke sparet nok op til disse kommende udfordringer.

Vi kan løse udfordringerne på en af 3 måder:

  1. Vi bestyrelsen anmelder en forhøjelse af indbetalingen svarende til ca. 15 % mere end der indbetales i dag. Denne forhøjelse kunne træde i kraft allerede pr. 1. januar 2014.
  2. Vi kan fortsætte som hidtil. Når pengene så skal bruges fremsendes giro kort til alle på ekstraordinære indbetalinger – beløbs behov i størrelsesordenen måske mellem  10.000 og 20.000 kr.
  3.    Vi køber en uvildig ”teknisk” vedligeholdelsesplan ved et bygningsingeniør firma.

Denne plan udmøntes i en budgetteret præcis angivelse af hvilke økonomiske udfordringer vi vil møde i de kommende år. En sådan plan koster et beløb mellem 30.000 og 50.000. Omvendt køber vi noget mere sikkerhed i forhold til ovenstående.

 

Når denne plan er lavet skal vi naturligvis stadig tage stilling til punkt 1 eller 2.

I forbindelse med dette punkt vil vi blive glade for en tilbagemelding fra jer alle før vi afholder næste bestyrelsesmøde den 25/11.

(Kom gerne med kommentarer her på hjemmesiden..) 

4                                        Gennemgang af 3. kvartals rapportering

Vi har gennemgået resultatet. ”So far” ser vi ud til at have en egenkapital omkring 200.000 kr. Dog forventer vi ekstraordinære udgifter i størrelsesordenen omkring 50.000 i forbindelse med køb af juridisk – og ingeniør bistand til 5 års gennemgangen.

Ligeledes må vi forvente at skulle afholde omkostninger til de ”fejl og mangler”, der eventuelt bliver afvist på bygning og installationer. Flere er vedr. skader på murværk med fugtindtrængning til følge, hvis det ikke holdes tæt.

 

5                                        Indkomne forslag

Vi har modtaget følgende mail fra Jesper Ifversen, nr. 6 st.:

”Vi har læst referatet fra bestyrelsesmødet i A/F Broen den 27/8 og vil gerne kommentere på pkt. 5 og 6. Pkt. 5: Vi vil være utrolig kede af skærver ud for vores vinduer/døre – det er trist nok med beton og pyntesten. Det vil helt automatisk også appellere til tættere gang op af vores vinduer, og det er aldeles uacceptabelt. Problemet er begrænset til under jeres altan, da der ikke kommer tilstrækkelig regnvand på området. Mod syd er plantet prydgræsser, som tilsyneladende vokser fint trods begrænset vand. Kunne vi ikke gøre noget tilsvarende og plante prydgræsser under altanen? Anette er gerne behjælpelig med indkøb, beplantning og nødvendig vanding.”

Vi sender jeres forslag med Anne videre til E/F, der er de ansvarlige vedr. disse arealer.

Dog mener vi ikke at ”grove” skærver er mere indbydende at gå på end en græsplæne.

Den rigtige løsning er nok skærver med et par ”obstructions” i form af plantekummer med græsser eller lignende. Det er meget svært at få vækst i nogen form for beplantning i området, da der ikke kun mangler vand, men også sol og lys. Derfor vil kumme beplantning være ”nemmere” at styre med vanding osv., synes vi.

 

”Pkt. 6: Fin ide mht. aflukning af cykelpassagen. Opsætning af cykelstativer til gæster ved Broens bygning adresserer et forventet behov, men hvem vil så bruge stativerne? Et realistisk svar er de samme fra Stævnen, der har brugt slippen inden aflåsning! Et skrækscenarie er blot et kig på cykelkaoset ved Sejlet – og det håber vi, at bestyrelsen tager med i overvejelserne. Vi ønsker i hvert fald ikke cykler ude foran vores vinduer! Mht. specielt aflåst rum til racercykler – er det ikke at pleje særinteresser? Hvis vi får aflåst slippen, kunne racercyklerne så ikke ikke også holde der? Hvis bestyrelsen finder “særplads” til racercykler, hvilke andre særgenstande skal vi så også huse? Det er kritisabelt nok, at vi har observeret, at en ejer har særfordele i form af adgang til blandt andet aflåst rum i cykelpassagen, hvor der parkeres.”.  

Vi er enige med jer om faren ved at have gæste cykel parkering i ”haven”. Vi er heller ikke interesserede i cykler, der flyder over det hele. Omvendt er det et faktum, at vi modtager gæster i bygningen, der kommer hertil på cykel. Derfor er løsningen måske en kombination. Vi lukker af mod Sejlet. Det giver lidt flere cykel  p- pladser. Men vi lader åbningen være ulåst mod Stævnen? Under alle omstændigheder afventer vi en tilladelse fra Årstidernes Arkitekter før vi kan lukke af. Så lad os se derefter. ..

Jo – et specielt aflåst rum til racer cykler er at pleje særinteresser og vil være svært at forene med vores fælles cykelparkering. Der må vi henvise til P kælderen, der jo er aflåst område.

Det er ikke bestyrelsen bekendt, at der skulle være enkelt personer med specielle rettigheder i form af adgang til separat aflåst rum? Såfremt der er enkeltpersoner, der indretter sig på denne måde tager vi afstand til denne adfærd.

 

”Andre ting: Hvis udskiftning af håndtag/komponenter ikke glider igennem ved 5 års gennemgangen, er det så ikke en bekostning for den enkelte ejer? Ud fra hvilken begrundelse, mener Bestyrelsen, at udgiften skal afholdes af A/F Broen? Vi kan godt forstå, at håndtagene i fællesarealerne bliver en udgift for A/F, men ikke de enkelte håndtag ind til lejlighederne.”

Vores begrundelse var i første omgang, at skifte alle dørgreb. Både dem mod trappeopgang og dem mod de enkelte lejligheder, for at sikre ensartethed, og selvfølgelig også sikre, at vi får hver dør lavet så billigt som muligt. Vi er jo fælles om at betale A/F Broens udgifter i sidste ende. For den enkelte lejlighed er det billigere at betale en mand ½ time via fælleskassen i forhold til, at vi 30 hver især skal ud og hyre en tømrer. Det vil være vanskeligt for de fleste at gøre det selv, da de er limet sammen med locktite og skal bores ud. Efterfølgende skal de gennemgående skruer tilpasses på længde inden montagen. Slutteligt fik bestyrelsen på seneste generalforsamling opbakning til dette projekt. Men lad os nu se udgangen af 5 års gennemgangen.

 

”Et stort ønske fra os er lidt mere løbende information vedr. Broens økonomi, hvilket i øvrigt blev stillet i udsigt på seneste Generalforsamling. Med venlig hilsen

Jesper Ifversen Broen 6, st.”

 

Vi vedlægger kopi af kvartalsregnskabet ved dette referat (kun den i hard copy), ligesom vi har planlagt at gøre dette fremadrettet. Alternativt vil vi offentliggøre disse på hjemmesiden. Lad  os se hvad der er smartest. Tak for jeres kommentarer 🙂

6                                        Status på cykelparkeringen

Se bestyrelsens svar til Jesper Ifversen under punkt 5.

 

7                                        Eventuelt

Som bekendt har vi skiftet forsikringsselskab. Vi er nu forsikret ved Gjensidige med vilkår, der er bedre end vores tidligere forsikring – og til en billigere pris.

Disse vilkår blev gennemgået. Enkelte spørgsmål kræver afklaring. Disse afklaringer  rykker  Anne for. Så snart det er på plads, vil vi offentliggøre betingelserne på hjemmesiden.

Venligst giv os en tilbagemelding før næste møde vedr. punkt 3!!

1000 tak!

 

 

 

Næste møde afholdes den 25/11 kl. 18.30 hos Kresten med følgende Dagsorden:

 

1                                        Godkendelse af referat fra sidste møde

2                                        Broens vedligeholdelses plan.

3                                        Indkomne forslag

4                                        Eventuelt

 

 

 

Referent Jan Sander

 den.5/11 2013


Udgivet

i

,

af

Tags:

Discover more from Stævnen, Broen, Sejlet, Soldækket & Mesanen

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading