Deltagere: Erik (Broen), Tanja (Soldækket), Henrik (Mesanen).
Mødet holdt hos: Tanja.
Referent: Erik.
Dagsorden:
1. Perioderegnskab
2. Opfølgning på punkter fra bestyrelsesmødet den 17. september 2019
2.1. Vedtægter
2.2. Nødudgangsskilte og nødbelysning i P-kælderen
2.3. Eftersyn af brandslanger i P-kælderen
2.4. Persondataloven
2.5. Rengøring af luftskakte
2.6. Vandindtrængning i P-kælderen
3. Nye punkter til dette møde
4. Det kommende fællesmøde for Promenadebyens bestyrelser
5. Eventuelt
6. Mødekalender
1. Perioderegnskab
Forud for bestyrelsesmødet var perioderegnskabet for perioden 01.07.2019 – 30.09.2019 udsendt til bestyrelsens medlemmer. På mødet blev perioderegnskabet gennemgået. Perioden har givet et underskud på kr. 179.035. Det store underskud skyldes udgiften til erstatning og sagsomkostninger som følge af den afsluttede retssag. Den samlede udgift til erstatning og sagsomkostninger blev alt i alt kr. 224.565. Som hjælp til betaling af erstatning og sagsomkostninger har parkeringslauget lånt kr. 125.000 af ejerforeningen. Kassebeholdningen er pr. 30. september 2019 kr. 79.301.
2. Opfølgning på punkter fra bestyrelsesmødet den 17. september 2019
2.1. Vedtægter
Forud for bestyrelsesmødet var udkastet til vedtægter for Parkeringslauget Promenaden blevet tilrettet i overensstemmelse med den ændring, der blev besluttet på bestyrelsesmødet den 17. september 2019. Det tilrettede udkast til vedtægter er fremsendt til alle bestyrelsesmedlemmer i Promenadebyens bestyrelser og bliver behandlet på fællesmødet den 15. november 2019.
2.2. Nødudgangsskilte og nødbelysning i P-kælderen
I forbindelse med bestyrelsesmødet gennemgik bestyrelsen hele P-kælderen for at kontrollere, om alle nødudgangsskilte og al nødbelysning virker i tilfælde af strømsvigt. Under gennemgangen blev følgende problemer/mangler fundet:
- Nødstrømsanlægget i Stævnen synes ikke at virke korrekt. Erik undersøger sammen med A/F Stævnens bestyrelse og hvis nødvendigt en elektriker sagen nærmere.
- Et nødudgangsskilt ved Broen er ikke koblet på Broens nødstrømsanlæg. Erik får en elektriker til at ændre forbindelsen.
- Fire nødudgangsskilte ved Soldækket lyser ikke ved strømafbrydelse. Batterierne skal muligvis udskiftes. Tanja sørger for, at skiltene bliver bragt i orden.
- Et nødudgangsskilt ved Mesanen virker ikke. Henrik sørger for, at skiltet bliver bragt i orden.
2.3. Eftersyn af brandslanger i P-kælderen
Den 26. august 2019 blev brandslanger/brandskabe i P-kælderen trykprøvet/kontrolleret af Lotek A/S. Eftersynet afdækkede nogle få mindre fejl/mangler. Efterfølgende har Dansk Installations Teknik A/S udbedret disse fejl/mangler. Punktet er hermed afsluttet.
2.4. Persondataloven
På bestyrelsesmødet den 17. september 2019 godkendte bestyrelsen ”Databeskyttelsespolitik for Parkeringslauget Promenaden”. Dette dokument ligger nu sammen med ”Databehandleraftale mellem Parkeringslauget Promenaden og LEA Ejendomspartner A/S” på vores hjemmeside under fanebladet ”Dokumenter vedrørende P-lauget”. Punktet er hermed afsluttet.
2.5. Rengøring af luftskakte
Torbens Erhvervsservise havde forud for bestyrelsesmødet den 17. september 2019 renset luftskaktene og disses afløb for blade og affald. Efterfølgende har det vist sig, at der ved en af luftskaktene stadigvæk er overløb ind i P-kælderen ved kraftigt regnvejr. Erik undersøger sammen med Torbens Erhvervsservise, hvad der skal gøres, og rekvirerer om nødvendigt en kloakmester og/eller slamsuger.
2.6. Vandindtrængning i P-kælderen
I forbindelse med bestyrelsesmødet besigtigede bestyrelsen områder i P-kælderen, hvor der er observeret vandindtrængning. Specielt havde bestyrelsen fokus på områder omkring Sejlet, hvor der indgår bærende ståldragere i konstruktionen, og hvor ståldragerne er inddækket af isoleringsmateriale, der i lange perioden er gennemvædet af vand. På bestyrelsesmødet blev det besluttet at lade et rådgivende ingeniørfirma se på problemerne med henblik på udarbejdelse af en rapport, der kan klæde os bedre på, inden P-kælderen på et tidspunkt skal overdrages til parkeringslauget. Inden bestyrelsen afgør hvilket ingeniørfirma, der skal sættes på opgaven, vender Henrik spørgsmålet med sin konstruktionsekspert.
3. Nye punkter til dette møde
Intet under dette punkt.
4. Det kommende fællesmøde for Promenadebyens bestyrelser
Intet nyt til dette punkt.
5. Eventuelt
Intet besluttet under dette punkt.
6. Mødekalender
Bestyrelsesmøder:
– Tirsdag den 11. februar 2020 kl. 17.00 hos Henrik (årsregnskab og budget)
– Tirsdag den 24. marts 2020 kl. 17.00 hos Erik (kun hvis der er behov)
Fællesmøde for Promenadebyens bestyrelser:
– Fredag den 15. november 2019 kl. 17.30
Generalforsamling:
– Onsdag den 22. april 2020
– Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal indsendes til bestyrelsen senest den 1. marts 2020.